Konservatisme er frihed og globalisme

Den fejlagtige opfattelse, at konservatisme er gammeldags og nationalistisk, hjælpes godt på vej af præsterne i Dansk Folkeparti. Søren Krarup og Jesper Langballe påstår nemlig, at ægte konservatisme er bundethed til sted og tradition, at den er nationalistisk, og at den tager afstand fra idealisme, globalisme og enhver form for ideologi. Til det er kun ét at sige: Det er, hvad konservatismen var før 1916 i det gamle Højre. Den moderne konservatisme, som blev grundlagt den 22. februar 1916 med dannelsen af Det Konservative Folkeparti, er det modsatte.

Konservatisme kommer af ordet konservere - at bevare. Konservatismens mål er at bevare to ting: den personlige frihed og det personlige ansvar. Det startede i 1915, hvor Grundloven blev ændret og den lige og almindelige valgret gennemført. I den forbindelse omdannedes partiet Højre til Det Konservative Folkeparti, som bl.a. vedtog følgende udtalelse: »Denne samling bør ske under den personlige friheds fane - og det er da denne, Det Konservative Folkeparti vil rejse som bannermærke i vort folk«.

Den personlige friheds fane har været ledetråden for konservatismen siden 1916 og er det stadig. Hver gang socialdemokrater, radikale, folkesocialister og andre - fx Dansk Folkeparti - fremsætter lovforslag, som vil udvide den offentlige forsørgelse, står vi konservative vagt om den personlige frihed og det personlige ansvar. Det har vi gjort lige siden partiets dannelse i 1916, og det gør vi stadig.

Konservatismens kerne er således at beskytte den personlige frihed og den enkeltes dispositionsret over egne indtjente midler. Men konservatisme er selvfølgelig langt mere end det. Vi tror først og fremmest på individet og tager derfor udgangspunkt i det enkelte menneskes værdighed og ukrænkelighed. Ethvert individ bør bedømmes på sine handlinger og personlighed og ikke på det kollektive tilhørsforhold, som det tilfældigt måtte have.

Her er den moderne konservatisme på kollisionskurs med Søren Krarup, Jesper Langballe og Dansk Folkeparti, som har dét tilfælles med socialisterne, at de tager udgangspunkt i kollektive tilhørsforhold og betragter samfundet som opdelt i interessegrupper. For Dansk Folkepartis vedkommende udgør fx »de gamle« en gruppe, som skal tilgodeses med en ældrechecks, og indvandrere med muslimsk baggrund dæmoniseres til fjender af demokratiet. Her skelnes ikke mellem individer, sådan som den moderne konservatisme gør det.

I en radiodebat mellem mig og Søren Krarup på DRs P1 påstod Søren Krarup hånligt, at konservatisme er anti-idealisme og anti-globalisme. Det forholder sig helt modsat.

Konservatisme er idealisme, for konservatismens mål er at udbrede de vestlige demokratiske frihedsidealer og menneskerettigheder til flest mulige. Den konservative er ikke tilfreds med, at kun vi i Danmark nyder godt af demokrati og frihed, for hvis man, som Per Stig Møller tidligere har beskrevet det, tager det konservative menneskesyn alvorligt, må det medføre, at respekten for medmennesket og individet ikke kun gælder det danske medmenneske og det danske individ men alle mennesker. Derfor tror vi konservative på, at det kan nytte at intensivere dialogen mellem de rige og fattige lande, for dialog på tværs af landegrænser og kulturer vil medvirke til øget udvikling og forståelse for frihed og demokrati.

Den moderne konservative er ikke tilfreds med integrationen af fremmede i vores samfund, som bør foregå på en langt bedre måde end i dag. Det er efter en konservativ opfattelse forkert, når det påstås, at muslimer ikke kan fungere som gode demokrater. Det er nemlig ikke troen i sig selv, som skaber en barriere, men den politiske kultur, som kan være forbundet med religiøs fundamentalisme, der skaber problemer for integration og aktivt medborgerskab. Omvendt skaber det også en barriere for integrationen, at danske nationalister i Dansk Folkeparti har en retorik, som stempler muslimer som udemokratiske og uvelkomne i det danske samfund.

Mødet med folk fra andre kulturer og religioner skal derfor være præget af på den ene side respekt, således at indvandrere ikke parkeres på sidelinjen på offentligt finansierede passive overførselsindkomster, og på den anden side et kompromisløst forsvar for den danske grundlov, demokratiet, den personlige frihed, det personlige ansvar og de af FN nedfældede menneskerettigheder. Når det gælder integrationen af borgere med ikke-dansk baggrund, mener vi konservative desuden, at den offentlige sektor bør gå forrest gennem flere ansættelser, og at der bør arbejdes for at begunstige private virksomheder, som ansætter indvandrere med dårlige forudsætninger.

Den moderne konservatisme er derfor ikke Gud, Konge og Fædreland. Disse begreber blev lagt i graven den 22. februar 1916 og erstattet af en konservatisme, som først og fremmest ønsker at værne om individet, den personlige frihed og det personlige ansvar, og som lægger vægt på et globalt udsyn.

Dansk Folkeparti genopliver til stadighed den gammeldags nationalisme i et desperat forsøg på at imødegå den tiltagende globalisering. I modsætning hertil ønsker vi konservative, at Danmark tager aktiv del i globaliseringen, for som vi skriver i forordet til Det Konservative Folkepartis globaliseringsoplæg: »Den moderne konservatisme er globalistisk, idealistisk og frihedsorienteret. Derfor går vi konservative uden frygt og med udgangspunkt i en klar national holdning den globale verden i møde. Kun på den måde kan vores kultur og frihed bevares«.